Thursday, August 14, 2008

e-konference for netbutikker

I mit netværk for ehandel har vi talt en del om, at holde et seminar eller en konference, hvor man kunne få gode ideer og inspiration til, hvordan man får succes med sin netbutik. Jeg lagde derfor hovedet i blød og tænkte over, hvad jeg selv ville synes var interessant at høre om i relation til min netbutik Aura4Laura.dk.

Og jeg er endt med et fedt program med 7 gode foredragsholdere, supersted og super-forplejning. Og så til en pris, hvor alle netbutikker – store som små – kan være med. E-konferencen afholdes d. 30. september i konferencecenter Hedehuset og er et heldagsarrangement målrettet netbutikker.

Læs mere om e-konferencen via dette link http://www.evaerksaetteren.dk/shop/cms-1.html

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 18:31:49 | Permalink | Comments Off

Netværk for netbutikker

Jeg tror meget på netværk, og er derfor også med i en del. Min grundfilosofi er, at alt hvad du giver ud kommer tifold tilbage – måske ikke fra dem, du gav til, men så fra andre. I den sidste ende vil det gavne din forretning at deltage i forskellige netværk.

Af samme årsag har jeg startet et netværk for netbutikker, hvor eneste kriterie for at blive optaget i netværket er, at man har en netbutik eller arbejder med internettet på anden vis. I dette netværk diskuteres der om alle mulige emner indenfor ehandel, og vi er nu over 150 medlemmer.

Kunne du tænke dig at være med i netværket, sender du en mail til info@evaerksaetteren.dk, og så får du en invitation til netværket via groupcare. Det er gratis at deltage.

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 18:24:23 | Permalink | Comments Off

Markedsføring via din signatur

En let måde at gøre opmærksom på din netbutik, nyhedsbrev eller andre ting er via din signatur. Jeg ved ikke hvor mange mails du sender om dagen, men for mit eget vedkommende er det rigtig rigtig mange. Jeg har derfor udvidet min signatur til at have en kort sælgende tekst, hvor jeg fortæller om min bog, mit nyhedsbrev til Aura4Laura m.m.

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 18:19:43 | Permalink | Comments Off

Thursday, July 3, 2008

Hvad er et godt nyhedsbrev?

Det eneste mål, dit nyhedsbrev skal have, er at skabe den størst mulige respons – i form af loyalitet, branding og ordrer selvfølgelig. Der er mange elementer, der skal spille godt sammen. Her er de vigtigste elementer – baseret på min erfaring med hvilke af Aura4Lauras nyhedsbreve, der har størst effekt:

• Introduktion
Skriv en motiverende introduktionstekst med en sælgende overskrift. Introduktionen til nyhedsbrevet skal være så personlig som muligt – det virker bedst, hvis kunden har en oplevelse af one-to-one. En god introduktionstekst kan give rigtig god respons.

• Produkter
Produktfotos med underliggende link direkte til produktet. Flotte produktfotos fanger kundens opmærksomhed og får dem til at besøge din netbutik.

• Tydelige priser
Hvert produkt skal være tydeligt prismarkeret, og det skal markeres rigtig tydeligt, hvis du har rabat eller tilbud på et produkt. • Altid tilbud Hav altid et godt tilbud med i dine nyhedsbreve. Det trækker kunderne til, og de køber forhåbentlig også noget mere. Alternativt en konkurrence. Og gør altid dine tilbud tidsbestemte, så kunderne skal slå til inden for kort tid.

• Sæsonbestemt
Nyhedsbreve, der passer til sæsonen, virker altid godt. De fleste kunder følger de samme mønstre og holder jul, fastelavn, konfirmation, bryllup osv. Eller har samme behov, hvis det regner, sner, er varmt osv.

Det bedste er selvfølgelig, hvis du kan få kunderne til at lave en ordre her og nu, men mange gange kan det være lettere at få kontakt med dine kunder, hvis de ikke skal købe noget. Spørg dem om deres mening, tilbyd dem at deltage i en konkurrence, få dem til at melde sig til dit nyhedsbrev, henvis dem til dine gode råd og tips på din hjemmeside, og få kontakt med kunden. Når kontakten først er skabt, og de har fået kendskab til dig, vil sandsynligheden være større for, at de køber noget senere.

Hvor ofte og hvornår?
Det er ikke lige meget, hvornår og hvor tit du udsender dine nyhedsbreve. Her skal du finde den rytme, der passer bedst til din netbutik og dine kunder. Nogle kunder fanges bedst i arbejdstiden – andre kan bedre bruge tid på det om aftenen. Der er ingen faste regler, men dog nogle guidelines, der er værd at følge:

• Online og ikke stresset
Du skal finde et tidspunkt at udsende dit nyhedsbrev på, hvor din kunde er online, men ikke er stresset. Det vil give dig den bedste respons. Det tidspunkt er ikke nødvendigvis der, hvor flest kunder er online. Men lav nogle splittests og se, hvilke tidspunkter der giver den bedste konvertering.

• Udsend regelmæssigt
Tilbyder du dine kunder et nyhedsbrev, så skal de også have det, for at det kan have effekt. Aura4Laura har gode erfaringer med to nyhedsbreve om ugen, men vi har også nye varer og tilbud hele tiden. Det er meget sjældent, at det samme produkt er med i et nyhedsbrev mere end én gang. At udsende så ofte stiller krav til kvaliteten af dine nyhedsbreve om nyhedsværdi, tilbud, rabatter m.m. – kort sagt skal nyhedsbrevet have værdi for dine kunder – ellers afmelder de sig.

• Tilpas til din handelscyklus
Nyhedsbreve giver erfaringsmæssigt meget trafik til din netbutik. Derfor kan du bruge det til at regulere trafikken og f.eks. udsende et nyhedsbrev, hvis der er stille i butikken. Min erfaring er, at fredag er en dårlig dag at sende det ud på – her har folk andet i tankerne. Men prøv dig frem og brug tracking-programmet til at hjælpe dig frem til det bedste tidspunkt. Aura4Laura har generelt bedst effekt af sine nyhedsbreve i weekenden.

• Tænk i kundernes vaner
Nogle kunder tjekker mails hver dag også i weekenden og om aftenen – andre kun på arbejdet. Tirsdag, onsdag og torsdag i arbejdstiden er ifølge eksperterne gode tidspunkter at sende nyhedsbreve på – især til B2B kunder. Min erfaring er, at weekenden faktisk er bedre – men det afhænger af, hvem dine kunder er, og hvad du sælger. Prøv dig frem.

• Planlæg i god tid
Jeg har erfaring for, at god planlægning af vores nyhedsbrevskampagner betyder meget for responsen. Vi er ude i god tid med sæsonvarer, hvilket gør, at vi har lang tid til at sælge vores sæsonvarer i. Der er selvfølgelig altid nogle kunder, der er i sidste øjeblik, men det er min erfaring, at kunder faktisk gerne vil være på forkant og derfor køber sæsonvarer i god tid. Men målgruppen er jo også kvinder….

• Send ud om formiddagen
Send ikke nyhedsbreve ud om aftenen. Min erfaring er, at responsen er meget bedre, hvis nyhedsbrevet sendes ud i dagtimerne – helst om formiddagen.

Du kan læse meget mere om, hvordan du laver succesfuld markedsføring online i min bog ”E-værksætteren – din guide til den professionelle netbutik” på http://www.evaerksaetteren.dk/  

Posted by Lea Skov Lindbæk in 14:25:04 | Permalink | Comments Off

Hvordan du undgår spamfiltre

Dine nyhedsbreve skal undgå diverse spamfiltre på rejsen til kundens mailboks. Her er nogle retningslinier, du kan følge, og som vil øge antallet af e-mails, der når frem til kunderne.

I emnefeltet:

• Udfyld altid emnefeltet
Tomme emnefelter udløser reaktion fra spamfiltre – undgå dog links i emnefeltet.

• Undgå salgstaler
Skriv ikke “nyhedsbrev”, “ugebrev”, “køb nu”, “spar 25 % “ – det er udtryk, spamfiltre er på vagt overfor.

• Undgå specialtegn
Store bogstaver i emnefeltet, tal, udråbstegn, spørgsmålstegn, procenttegn og dollartegn – som man nemt kan komme til at bruge – aktiverer spamfiltre.

I selve nyhedsbrevet:

• Husk tekst
Send ikke tomme mails kun med billeder, der skal også være tekst.

• Skriv hele link
Når du skriver web-adresser, så husk at skrive “http://” foran “www”.

• Vælg rigtig afsenderadresse
Brug ikke en Hotmail, Yahoo eller gmail som afsenderadresse – de fleste spammails afsendes nemlig fra denne type e-mail adresser. Lad ikke din afsenderadresse ende på et tal. Lad ikke din afsenderadresse hedde noget med nyhedsbrev, kundeservice eller lignende. Jo mere unik og personlig e-mail adressen er, jo mindre er sandsynligheden for, at spamfiltre reagerer.

• Drop bcc
Send ikke nyhedsbreve ud til din egen e-mail adresse med en masse e-mail adresser i bcc feltet. Den type mails vil ofte blive fanget af spamfiltre.

• Omskriv HTML-koderne
Bruger du den samme skabelon for dit nyhedsbrev hver gang, stiger risikoen for, at nyhedsbrevet ender i spamfilteret, så skriv HTML-koderne i dine nyhedsbreve om fra gang til gang.

• Tekst frem for HTML
Spamfiltre kan bedre lide tekstbaserede mails end HTML mails med en masse links – så du kan undgå spamfiltre ved kun at sende tekstbaserede nyhedsbreve.

• Bliv whitelistet
Den eneste helt sikre måde at undgå spamfiltre på er at få modtagerne til at whiteliste dig – dvs. acceptere din e-mail adresse som en “sikker” afsender.

Dette er et uddrag fra bogen ”e-værksætteren – din guide til din professionelle netbutik” – læs mere på http://www.evaerksaetteren.dk/ .

Posted by Lea Skov Lindbæk in 14:22:41 | Permalink | Comments Off

Wednesday, June 18, 2008

Interessant magasin om markedsføring

Jeg har det sidste halve år abonneret på et magasin kaldet Market Magazine. Det udkommer en gang pr. måned og hver måned har et tema. I denne måned er temaet “Search Marketing”, og har bl.a en artikel med fra Mikkel deMib. Jeg kan anbefale dette magasin. Det er måske en smule “akademisk”, men sætter alligevel en masse tanker i gang og giver god inspiration for dem, der gerne vil være up to date med de nyeste trends indenfor e-handel og markedsføring.

Du kan læse mere om Market Magazine på deres hjemmeside http://www.marketmagazine.dk/ og man kan ofte også tidligere magasiner.

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 09:38:38 | Permalink | Comments Off

E-værksætteren – din guide til den professionelle netbutik

Så kom den endelig – min bog. Den lander på lageret på fredag, og jeg er selvfølgelig helt vildt spændt på, hvordan den bliver modtaget. Jeg har skrevet den bog, som jeg selv har manglet siden jeg startede Aura4Laura.dk i 2003, og mit håb er, at den vil være til stor inspiration for alle dem, der driver netbutikker i Danmark.

Driver du en netbutik eller har med ehandel at gøre på anden vis, så er min bog et absolut must. Du kan købe den nu på www.evaerksaetteren.dk.

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 09:31:45 | Permalink | Comments Off

Monday, June 2, 2008

Hvordan holder man sig “oppe på beatet”?

Som selvstændig kan det være svært at bevare kontakten til omverden. Der er stor forskel på, at være ansat i et stort firma som Novo, som jeg var inden jeg blev selvstændig, og så pludselig at sidde alene på pinden. Før var man i daglig kontakt med kolleger, fik mails om seminarer, konferencer, kurser, og havde fingeren på pulsen med de nye buzzwords og trends.

Jeg opdagede først at Mary var gravid, da hun var 6 måneder henne! Det var aldrig sket, hvis jeg havde været på en arbejdsplads. Bare den daglige radioavis i bilen havde holdt mig orienteret – men eftersom jeg ikke hører radio eller har tid til at se nyheder og TV, eller har den daglige sludder med kollegerne til frokost, så var det ikke en nyhed, som jeg fik samtidig med alle andre. Det siger alt om, hvor isoleret man kan være som selvstændig.

For at undgå denne “isoleringsfælde”, så er jeg med i flere netværk – bl.a Morgendagens heltinder. Ved at være med i det netværk, så holder jeg mig orienteret om alle de nye trends og buzzwords, og jeg har også meldt mig til en masse nyhedsbreve fra bl.a computerworld, amino.dk, comon.dk, iværksætteren, erhvervsbladet m.fl. Ved at skimme disse nyheder undgår jeg at verden går videre og jeg står stille.

Kurser er jo noget som selvstændige sjældent har råd til. Men jeg har faktisk fundet en måde at komme på kurser på, som er til at betale. FDIH afholder løbende kurser med forskellige emner indenfor ehandel og her er priserne ca. 500-1000 kr. pr. kursus – og det er til at overse.

Så jeg kan anbefale at gøre følgende 3 ting som selvstændig e-værksætter; Meld dig i netværk, abonner på relevante nyhedsbreve og deltag i kurser hos FDIH.

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 09:21:36 | Permalink | Comments Off

Thursday, May 22, 2008

Moms på fragt

En ting, som mange revisorer overser, når de har at gøre med ehandel er, at der ikke skal moms på fragt til privatkunder. Det betyder, at alle de pakker, du sender til privatkunder, skal der ikke afregnes hverken indgående eller udgående moms af. Der er jo ingen grund til at forære Skat 20 % af din omsætning på fragt, vel?

Der skal derimod afregnes moms af fragt til erhvervskunder på normal vis.

En lille regnskabsmæssig detalje, som jeg lige vil gøre dig opmærksom på….

Mvh .Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 09:13:46 | Permalink | Comments Off

Danskernes brug af internettet

Der er en interessant rapport lavet i samarbejde med FDIM, som alle med interesse for ehandel bør læse. Rapporten viser bl.a følgende:

Danskere på internettet bruger mest tid på:

- Informationssøgning via søgemaskinerne (32 %)
- Sociale netværk, datingsites som f.eks facebook, youtube (17 %).
- Nyheder (15 %)

Download rapporten og se de 1000 mest anvendte sites i Danmark. Det er vigtig information, som du bør kende i forbindelse med planlægningen af din markedsføring.

Undersøgelsen vil fremover udkomme en gang i kvartallet.

http://www.fdim.dk/downloads/Dansk%20internetbrug%202008_web.pdf

Mvh. Lea

Posted by Lea Skov Lindbæk in 09:04:38 | Permalink | Comments Off